Informations- og medlemsmøde
KROLF STORÅDALEN HOLSTEBRO
Frøjkvej 83, 7500 Holstebro
CVR Nr. 41367105
Bank: Sparnord 9893 8930173461
- oktober 2023
Informationsmøde og beretning for 2023
Banerne:
Der er to 12-huls baner. Bane 1 er med hvide markørnumre og bane 2 er med gule markørnumre. I klubhuset hænger der en tegning over banernes placering.
Der kan spilles på banerne hele året, når vejret tillader det, og banerne er ledige.
Perioderne med konkurrencer og baneværter er i månederne april, maj og juni (forårssæsonen) og månederne august, september og oktober (efterårssæsonen).
Der er indgået en aftale med Holstebro Golfklub om leje og klipning af banerne. Den baserer sig på 75 kr pr. medlem. Eksempel: v/ 100 medlemmer betaler vi 7.500 kr om året. Alle øvrige opgaver vedrørende baner afholdes af os selv.
Spilleregler:
Der spilles efter DKU/DGI reglerne, som hovedregel. Hertil nogle lokale regler, hvor hovedreglen er: bevidst forsøg på at skyde genvej over roffet, straffes med ekstra slag samt tilbage til udslag. Hovedreglerne hænger i klubhuset og findes også på Dansk Krolf Union og DGI`s hjemmeside.
Medlemmer af Krolf Storådalen:
Alle, som har betalt kontingent, kan blive medlem af Krolf Storådalen Holstebro. Kontingentet for 2024 er 225 kr. Nye medlemmer efter 1. august betaler 125 kr. for resten af året. Nye medlemmer efter 1. oktober betaler 225 kr og kontingentet dækker det næste kalenderår med.
Medlemskontingentet betales inden udgangen af januar. Medlemmer, som ikke pr. 28/2 har betalt kontingent, betragtes som udmeldt.
Nye medlemsbeviser fremsendes pr. mail, når kontingentet er registreret på:
Konto 9893 8930173461 SparNord Holstebro. Husk at oplyse navn!
Klubhuset:
Klubhuset blev opført i 2020 med økonomisk hjælp fra fonde og fysisk hjælp fra medlemmerne og, ikke mindst medlemmer fra Holstebro Y`s Men`s Club.
Resultatet nydes af medlemmerne og det kan aflæses i den “tredje halvleg” – de spontane kaffe/the møder efter dagens spil.
Økonomi:
Der er en sund økonomi i klubben. Pr 31/12 var egenkapitalen 36.036,94 kr. Der har været indtægter for 22.340 kr og udgifter for 18.110,49 kr. Driftsresultatet for 2022 var et overskud på 4.229,51 kr. De første 75 kr pr. medlem går som betaling for leje af baner og klipning til Holstebro Golfklub. Bestyrelsen har besluttet en kassebeholdning på 25.000 kr. som alm. sikkerhed.
Udviklingen i 2023 har været positiv, og der forventes overskud i driftsresultatet.
Af større investering skal nævnes en ny hjemmeside – anslået til ca. 10.000 kr.
Årsregnskabet udføres og revideres af medlemmer fra Holstebro Y’s Men’s Club.
Bestyrelsen:
Bestyrelsen består af 6 medlemmer. Alle skal være medlemmer af Krolf Storådalen Holstebro. 4 medlemmer vælges af Holstebro Y’s Men’s club og 2 medlemmer vælges af medlemmerne i Krolf Storådalen Holstebro, og vælges for en 2 årig periode i henholdsvis lige og ulige år. Er der ingen modkandidater, kan de valgte fortsætte. Bestyrelsen fremgår af listen sidst på siden.
Afslutning på efterårskonkurrencerne og præmieoverrækkelse:
53 spillere deltog på den afsluttende konkurrence-dag på en råkold sidst oktoberdag. Og 56 var med til kaffe og kage på Restaurant Storådalen til infomøde og præmieoverrækkelse. Her er nogle glimt fra eftermiddagen:
Formandens beretning for 2023:
Der har i årets løb indtil dato været afholdt 3 bestyrelsesmøder.
Forårskonkurrencen var baseret på månedlig laveste score med præmier til månedens 3 bedste.
Efterårskonkurrencen var baseret på månedlige flest hole-in-one og med præmier til de 3 bedste. Der er også afviklet en holdkonkurrence samt præmier for hole-in-one på hul 4 bane 1 og hul 6 på bane 2.
Klubbens medlemmer kan deltage i DGI`s stævner i årets løb – 7 i alt i 2023. Storådalen har været arrangør af det uofficielle vestjyske mesterskab – senest med over 60 deltagere. (medlemmer fra Storådalen tog godt for sig af præmierne)
Der afholdes 3 “sociale” medlems-arrangementer i løbet af året: Afslutningen på henholdsvis forårs- og efterårssæsonen, samt en julefrokost.
Hen over året har der været en jævn tilgang af nye medlemmer, så vi i skrivende stund er det højeste antal medlemmer nogensinde. Vi er nok mellem de 5 største klubber i DK. Ikke dårligt, når man tænker på, at vi først startede op i 2017. At være den største klub har aldrig været et mål i sig selv – nej, vi vil være både den største og bedste klub! Og er det et valg, vil det være den bedste, forstået således at medlemmerne har det hyggeligt, sjovt, får noget frisk luft, og alt sammen blandet med en stænk af konkurrence. Og så skal det være til at betale 🙂
Kort sagt: et rigtigt godt fællesskab i respekt for hinandens forskelligheder.
En rigtig god dialog med medlemmerne har udmøntet sig i mange gode forslag. Mange bliver gennemført, andre ikke.
Et forslag om en decideret ris/ros kasse i klubhuset, har vi dog fravalgt, da vi langt hellere vil have at medlemmerne kommer med ideerne. Direkte til en fra bestyrelsen eller på vores møder, som det her i dag.
Da foreningen ikke annoncerer i ugeaviser og lign. har vi i bestyrelsen besluttet at investere i en ny hjemmeside. En såkaldt aktiv hjemmeside, hvor alle kan følge Krolf Storådalen. Men således at der også bliver en side “kun” for medlemmer. Hjemmesiden bliver udført af professionelle, men skal udfyldes og vedligeholdses af os selv. Derudover har vi en lukket Facebook gruppe. Hvis du ikke er med – så bed om at blive det. Af andre tiltag er vores “store” flagstang og beachflaget ved Frøjkvej.
Foreningen samarbejder med Ældresagen, Holstebro Y’s Men’s Club, DGI og DKU. Ligeledes er vi registreret i foreningsregisteret i Holstebro Kommune.
Medlemmer, med mailadresse, får tilsendt Krolf-Info, som udkommer 5-7 gange i løbet af året.
Da vi har fået mange nye medlemmer, vil vi i foråret, inden sæsonen starter op, invitere til et møde, hvor vi vil gennemgå de vigtigste spilleregler og fortælle om baneværternes opgaver og roller. Mere om det i det nye år.
Til sidst en kæmpe tak til baneværterne for jeres indsats og hjælp. Men også til alle medlemmer. Når der skal ydes lidt ekstraordinært, er der altid hjælpende hænder. Ofte behøver man ikke at spørge – tingene er bare gjort. Det gælder alm. vedligeholdelse, som nye opgaver. Ligeledes også en stor tak for jeres gode humør både før og efter kampene. Det afspejler sig også i antallet af spillere, som møder op på “kampdagene”:
Juli August Sept. Oktober
Laveste 21 19 18 19
Højeste 32 43 51 53
Flotte tal, som vi alle sammen skal være stolte af! Det bekræfter vel også det gode fællesskab iblandet noget drilleri og konkurrence.
Tænk at vi har snydt sofaen og fjernbetjeningen i så mange timer🙂.
Også en tak til bestyrelsen for et super godt samarbejde.
Krolf Storådalen Holstebro
Askov Boutrup
Formand.
Flere nyheder
Vil du spille med?
Du er velkommen til at spille gratis med et par gange, hvis du lige vil prøve om spillet er noget for dig, inden du melder dig ind i klubben.
Som medlem kan du invitere børn eller børnebørn til at spille uden for de officielle spilletidspunkter.
Prisen for et helt års medlemskab fra 1. januar til 31. december er 225 kr. inkl. adgang til at låne udstyr.
Du kan blive medlem ved at kontakte Askov Boutrup.
© 2024 Krolf Storådalen Holstebro